|
Gennem de senere år har foreningen haft Ca. 1000 aktive medlemmer, og ved en forsigtig bedømmelse kan man formentlig finde frem til et gennemsnit på 400 for samtlige 50 år. Det vil så i alt sige 20.000 - et ganske pænt tal.
Som sagt, aktiviteterne har i de sidste 25 år været mange og vidtspændende. I 1947 meldte foreningen - som hidtil alene havde virket under det, der dengang hed "De danske Gymnastikforeninger" - sig ind i Dansk Gymnastik Forbund, ikke mindst fordi man tog redskabsgymnastik på programmet, og dette medlemskab har bevirket, at foreningens gymnaster fik lejlighed til at vise sig længere borte fra hjembyen end tidligere. Dette skal ikke her berøres, men omtales nærmere andet sted. Her skal blot slås fast, at selv om man satsede på opvisningshold, så glemte man ikke motionisterne, som i øvrigt også har haft lejlighed til
"at komme med ud" og fortsat har det.
Silkeborg Gymnastikforening var fra begyndelsen med ved starten af Idrætssamvirket i Silkeborg og støttede ideen med den kraft, en medlemsskare på Ca. 500 kunne give, men i øvrigt har man haft med meget andet at gøre. Sammen med svømmeklubben, der jo er en søsterforening til gymnastikforeningen, arrangerede man den hidtil eneste idrætsudstilling, der er holdt i Silkeborg, et initiativ der blev lagt mærke til også ude omkring i landet, og der har været en række andre arrangementer, dog af mere intern karakter, men ikke mindre vigtige af den grund. Stort set har man haft en heldig hånd og fået noget ud af det, enten det nu drejede sig om økonomien eller bare det at skabe fest og hygge blandt gymnasterne.
Dette kapitel af foreningens historie afsluttes her, og det gøres med håbet og ønsket om, at Silkeborg Gymnastikforening, der gennem de 50 år har skabt sig en position i befolkningen, må have held til at fortsætte i samme spor. Der er vel kommet nye former for gymnastik op - og dem har man altid været vågne for inden for foreningen - og denne udvikling går forhåbentlig ikke i stå. Måtte Silkeborg Gymnastikforening, sådan som det har været tilfældet gennem årene, forstå at knytte de rigtige medarbejdere til sig, medarbejdere der er besjælede af den ånd, som alle dage har kendetegnet gymnastikken. At der i spidsen for foreningen vil være folk, som kan leve op til det mål, foreningen har sat sig, at give alle, der ønsker det, mulighed for at dyrke gymnastik eller for at bruge et mere moderne udtryk: kondi. Og så dette at foreningens medlemmer selv vil støtte deres forening og hjælpe med til, at den position, den har skabt sig gennem de 50 år, ikke blot fastholdes men udbygges yderligere. Så kan vi med sindsro alle sammen tage hul på de næste 50 år.
Til lykke alle sammen!
|
Fine resultater er opnået
Vor første internationale gymnast, Ebba Nielsen Olympiaden Helsingfors 1952
En særlig gren af arbejdet inden for Silkeborg Gymnastikforening har været det mere idrætsbetonede, og her har både kvindelige og mandlige gymnaster været med.
Kort efter at Silkeborg Gymnastikforening var blevet tilsluttet Dansk Gymnastik Forbund, deltog man i de af forbundets sydjyske kreds - som SG tilhører -. arrangerede stævner for kvindelige elite- og junior elitehold. Starten var forsigtig, men ret hurtig fik man fast bund under fødderne takket være dygtige ledere, og vi kan med nogen stolthed nævne, at siden vi startede, har vi ikke svigtet en eneste gang ved disse stævner. Der er ikke her tale om konkurrence, men der gives kritik. Den har naturligvis været svingende, men vi har aldrig oplevet at få en rigtig dårlig kritik, tværtimod har vi ofte opnået at få endog overstrømmende ros. I hele dette spil kan vi så vist være vor indsats bekendt.
Vi kan med tilfredshed se tilbage på årene og takke de mange, der gennem de 25 år har optrådt på holdene og gjort både deres forening og deres by ære. Der har været forventning til stede, når Silkeborg holdene marcherede ind på opvisningspladsen, hvor i Sydjylland det har været. Men der har da heldigvis
|